Det er vel efterhånden ingen hemmelighed længere - jeg savner Soffi så forfærdelig meget, at det næsten gør ondt helt ind i sjælen. Og jeg tættere vi kommer på hendes hjemkomst, jo stærkere bliver savnet....
Men om en par dage er hun her og det bliver SÅ dejligt.
Soffis hjemkost er jo alligevel ikke kun glæde, for det betyder jo også, at de små eventyrunger er otte uger og klar til at rejse hjem til deres respektive familier.
Dejlige, dejlige familier heldigvis, men det bliver svært at undvære de små - nu har jeg jo puslet om dem så meget jeg kunne i de seneste otte uger - små dejlige pomfritter...
Søndag skulle jeg passe dem og Soffi og jeg pakkede dem i bilen og vi kørte ud til en rigtig, rigtig god veninde - her skulle de møde høns og andre hunde, så der var lagt op til det helt store eventyr.

Det er ellers lidt af en logistikopgave at få hvalpene i bilen, når man er alene. For man når da lige at putte den ene ind, som så insisterer på at komme ud igen, når man kommer med nummer to - men med lidt snilde og et stykke grøn "hegn", så lykkedes det at få alle fire på plads i bilen.
Vi skulle køre cirka tre kvarter hver vej - der var lige en smule brok i starten, men så lagde de små unger sig bare til at sove.
Og ude hos Sine og Gustav kæmpede de om, hvem der kunne få lov at snakke først - de vil bare så gerne være sammen med mennesker. Og så drillede de Gustavs labrador Liva - hun var lidt sjov...

Da vi kom hjem gik de små lige i dørken, men efter et par timer var de klar til at give hinanden bøllebank i haven igen... Elsker bare dem hver og en...